Jeg mindes og er taknemmelig.

Uf hvor er det længe siden jeg har lavet et indlæg sidst. Det er som om tiden løber fra mig. Det er ærgerligt, for jeg elsker jo at blogge, men må bare indrømme at det dersens instagram er genialt. Tror det er kommet for at blive. 

Men her er der jo plads til de mere uddybende fortællinger. 

Siden sidst har vi, læs Roald og jeg samt resten af Roalds familie, desværre måtte sige farvel og på gensyn til Roalds far. Regnar har været syg i et godt stykke tid. Faktisk var han en stærk og udholdende mand. Da jeg mødte Roald for 16 år siden havde Regnar kræft og vi fik alligevel 16 gode år med ham. 

Nu har Regnar fået fred og ikke mindst, han er nu sammen med Roalds mor, Jonna. Regnar har savnet hende i mange år og vidste bare at hun ville vente på ham. 

Deres historie er helt speciel. Da Regnar blot var en lille dreng, blev han som 11 årrig sendt ud for at tjene. Der blev han nogle gange sat til at køre barnevogn, men datteren af nogle venner til dem han tjene hos. Dette var Jonna. Det er da specielt. 

Regnar var et varmt, hjælpsomt menneske, hvis hjem altid var åbent for andre. Regnar var direkte. Man var aldrig i tvivl om hans mening. 

At være sådan, er et sats her i livet. Jeg er lige sådan. Det er ikke altid uden udfordringer. 

Men Regnar var dedikeret til livet og når jeg, i disse dage, tænker tilbage på dem vi ikke længere har iblandt os, så er jeg Regnar taknemlig for den opdragelse han har givet min mand. 

Jeg har en mand, som jeg på rigtig mange måder, ser op til. Jeg lærer noget af ham hver dag. 

Roald er en mand, som konstant er i tjeneste. Hvis helbredet kunne holde ville han gøre alt for andre, desværre kan han, nogle dage, knapt nok gøre noget hårdt for sig selv. 

Roald er positiv og siger nødigt noget grimt om andre mennesker. Nogle vil mene han ikke taler særligt meget, at jeg siger alt, når man er i selskab med os, men Roald siger som regel kun noget hvis han virkelig har noget på hjertet. Sådan var det især da vi mødte hinanden. Idag tror jeg, jeg har smittet lidt af på ham. 😉

Men aller mest så er Roald bare noget helt særligt, fordi han i den grad forstår mig. Han rummer mig og komplimenterer mig. Når jeg er ked af det, så blir Roald stærk. Når Roald har ondt så hjælper jeg ham. Han siger det nødigt, for han vil så nødigt gøre mig ondt, og bekymre mig. 

Roald er min helt. Han formår, at se andres hjerter handler derefter. 

 

Men mest af alt så er han fantastisk til at vise mig hvor meget han elsker mig. Det gør mig glad inden i. 

Så når vi tænker tilbage, på dem som har forladt os, så tænker vi også på dem som de har efterladt. Dem som de har sat deres spor i. 

Hvis du, som læser, stadig hænger på i dette indlæg så håber jeg du, som jeg vil huske at fortælle dem du holder af, hvad de betyder for dig, imens de er iblandt os. 

Glædelig påske til I som har læst med, og til dig Roald, som altid læser mine indlæg, mange som få. Tak fordi du er i mit liv.