Jeg er endelig blevet færdig med det sidste tæppe af slagsen. Sikke et arbejde. Siger hver gang at det er det sidste afslagsen. Denne gang holder det. Jeg får så ondt i armen af det.
Dog er jeg mega stolt. Håber moderen og faderen kan li det. Ellers skal de sige det. Har hele to på venteliste.
Så nu venter vi bare på det skønne babybarn. Og det er næsten lige så slemt som at sy det.
Det blir man aldrig for gammel til at glædes over. Børn som kommer ned i familier som skal gøre noget godt for dem, er en gave.
