søndag den 31. januar 2010

Endelig færdig

Nu står februar for døren, og jeg er i dag blevet færdig med en julegave. Ja I læste rigtigt. Det var til julen 2009. Jeg kæmpede og kæmpede med den, og blev aldrig færdig. Svineinfluenza med mere, slog alle planer af bordet.. Bare rolig, der blev jul i det lille hjem. De fik naturligvis en anden gave. I dag blev den rigtige færdig, og jeg håber naturligvis at de bliver glade for den.
Da det er sent vil jeg først lægge billede ind i morgen ;o)
Inden jeg løber i seng, så kom jeg lige til at tænke på, om det med hjemmelavede gaver stadig er i høj, kurs eller det er for gammeldags? Hvad tænker I, kære blogkvinder, der ude i æteren? Er det Jeres indtryk at hjemmelavede gaver er noget man bliver glad for eller, er det noget man høfligt tåler.
Lad det være sagt med det samme. Jeg ELSKER når der er nogen som bruger tid på en personlig gave. Jeg skatter det så højt.

lørdag den 30. januar 2010

Gaveleg, vil du være med?


I dag, lige som jeg kom hjem fra Kursus i Dronninglund, modtog jeg en pakke fra hende her. For noget tid siden, læste jeg på hendes blog, at hun havde modtaget en pakke med opfordringen om at dele pakker...

Det forgår sådan her:
  • De første 3 som skriver en kommentar til indlægget, om at de ønsker at være med, vil modtage en pakke fra mig, når den er færdig, og jeg har modtaget Jeres adresse :)

  • Disse 3 deltagere vil gøre ligeledes. Nemlig at sende 3 pakker videre.

  • Det behøver ikke være hjemmelavet, men må gerne.

  • Måske kan man ikke bruge gaven personligt, men så kan det være det er en dejlig ting at have i "gavekassen". Som ingen af os kan leve uden, når vi lige mangler.......

Håber der er mange som har lyst til at være med. Med fare for at love for meget, vil jeg prøve at ramme/vælge noget som jeg tror I vil sætte pris på...

Den gave jeg fik, bragte foråret ind i min stue. Puden skal i min nye udestue, når den bliver bygget til foråret, hvis det nogensinde kommer....

torsdag den 28. januar 2010

Investering eller kærlighed?


Jeg savner at være kreativ. Lige for tiden er der ikke tid til det, æv.. Jeg arbejder som en gal, også på mine feriedage, på at skrive 24 individuelle udviklingsplaner på de dejlige børn, jeg er kontaktpædagog for.. men ferie og kreative dage, ville ikke være dårligt.
Måske jeg ikke skal klage, for de sidste par dage, når jeg har trængt til pause, fra min sveden. Har jeg shoppet. Enten i genbrugsbutikker eller som i dag, i Salling. (genbrugs kuppet viser jeg en anden dag)
Jeg har gjort mig en investering. Jeg har købt mig, nok de dyreste jeg nogensinde har ejet, sko.
Egentlig vil det passe mig godt hvis sko max. koster 200 kr. Ja jeg er nærrig, når det kommer dertil. Ikke i dag. Tror jeg blev forelsket. Måtte eje dem. Og ja, py ha, jeg fik sved på panden da jeg så prisen. 899,-
Jeg tror stadig jeg er i chock. Derfor dette latterlige indlæg.
Måske jeg er den eneste, som er så nærrig med sko, og det til trods, at min forstand ved at det ikke er der man skal spare. De stakkels pædagogfødder skal jo bære en de næste mange år. Behøver det at være så dyrt?
Man kan få mange light produkter på brødet for de penge ;o)

mandag den 25. januar 2010

Hvor er det sjovt, hvordan idéer de spinger frem fra alle sider, på en gang.

Jeg havde ikke mere end lige læst om de elastikbolde, som Karens datter kom hjem med, før end idéen dukkede frem af disen... Alle var åbenbart igang med elastikbolde... Jeg måtte prøve..
Hermed gjort, og lad det være sagt, med det samme.. Ikke for mange tommelfingre. For så går det da slet ikke. Jeg valgte at bruge nogle hvide elastikker fra Føtex til dem inden i. For at spare på de flotte, i mange farver. Dem var jeg så heldige at finde i Kvickly Extra. Så Karen, hvis du kikker med her, så er det i Kvickly med dig.. Hvis du har mod på flere.
Store bliver de ikke, men de hopper fantastisk. Jeg har strammet min meget, så den hopper som en gal. Også ind i reolen.. Ikke nogen god idé, Lone.. så lad være med det, hjemme i de små stuer. Tror at jeg ville vælge staniolkuglen som en start, for både at starte nemmere, hvis det skulle være sammen med børn i Dussen, ( ja det hedder SFO, altså i Aalborg kommune) men også for at spare på elastikkerne.
God fornøjelse til dem, som har lyst til at gå i gang. Både fordi det er et sjovt stykke legetøj, men også til dem, som vil lære deres børn eller børnebørn lidt om det legetøj, man brugte, dengang alt ikke var at finde i Toys R Us, eller lignende steder. Men det er jo en helt anden historie, som jeg ikke gider tage hul på.

søndag den 24. januar 2010

Kender du dem?


Ja kender du dem, eller er du måske selv en af dem? Den slags mennsker, ja måske ofte kvinder, som bare spotter alle tilbud eller gode kup, uanset hvor de kommer.

Det være loppemarkeder, stormagasiner, genbrugsbutikker osv. Jeg er ALDRIG en af dem. Det syntes jeg i hvert fald ikke selv. Jeg er en af dem, som kan sendes ind på et marked, komme tomhændet ud, og så kan man sende nogle af dem, jeg her omtaler, ind på samme marked, og de kommer ud med hænderne fulde af det ene kup efter det andet. De både spotter de fantastiske ting, men har også blik for at gøre ting til, fantastiske ting. Jeg vil så gerne lære det. Så var det at dagen oprandt.. den eneste af slagsen...

Jeg fandt dette slumretæppe. Hæklet i alle regnbuens farver. Måtte eje det, uanset hvad. Vidste at det var et kup, nu skulle det så vise sig og det forblev sådan når det skulle betales......

Med skælvende ben, gik jeg mod den, desværre ikke så tiltalende mand, som skulle prutte med mig om prisen, troede jeg...

Hvad skal du ha for dette bette tæppe, forsøgte jeg charmerende.....

Og her kom dommen..................................................................
5 kr. skal du slippe for det.

Den dag glemte jeg at prutte om prisen, ellers en af mine store talenter og interesser.

lørdag den 23. januar 2010

Nye Knaparmbånd







Som jeg har fortalt i et tidligere indlæg, her på bloggen, er jeg bidt af knapper. Jeg arbejder meget med knapper, og laver mange forskellige armbånd. Syntes lige der er tid til at vise en ny sending... Egentlig siger min kære mand, at nu må det være nok med de kære knapper, men har fået en del efterspørgseler på dem, så det bliver ikke stop i denne omgang. Da jeg for noget tid tilbage var i Århus, solgte jeg en del, så helt galt går det da ikke med de knapper.
Har lige vist en del af mulighederne, lidt til alles smag. De er da sjove og anderledes og alle armbåndene. Hvem vil ikke syntes det... ja det kan jeg jo ikke sætte mig ind i. De fleste af mine armbånd, er bundet med lædersnor, enkelte gange har jeg valgt at bruge en anden, og mere solid snørre, men den har jo ikke helt den samme charme.
Ved en anden lejlighed vil jeg vise de andre jeg har lavet.. Hvis der skulle være en enkel sjæl som er interesseret... ;o)

onsdag den 20. januar 2010

Give away hos Mit Pusterum


Randi fra Mit Pusterum udlodder en dejlig Give away... En jeg jo gerne vil vinde...

Men det er der nok også andre som gerne vil..

Held og lykke til Alle....

tirsdag den 19. januar 2010

Give away på vej i posten


Så kom hun endelig igang.. Ja her er de.. I morgen er de i posten.. Bare vent. Jeg lover..

To stk. knaparmbånd til to damer, som venter i spænding. Håber de passer, ellers er det retur og jeg laver dem så de passer.

mandag den 18. januar 2010

Award for Kreativ Blog 2010


Jeg har fået tildelt en Award af Randi fra Mit Pusterum. Jeg er naturligvis meget glad og beæret over at Randi har valgt mig som en af de 7 hun skulle vælge.. Tak for det, søde Randi.

Denne award indebærer følgende:

Jeg skal vise awarden på min blog.
Linke til den jeg har fået den af: Randi fra Mit Pusterum
Skrive 7 ting om mig selv.


1. Jeg arbejder som pædagog, og på mit job har jeg de mest fantastisk børn, som mine kontaktbørn. Jeg elsker det jeg laver, og ved hvorfor jeg blev pædagog, når jeg ser, at det man arbejder på, det lykkedes. Så får jeg gåsehud.

2. Jeg er lykkelig gift med en helt fantastisk dejlig mand, som vil gå gennem ild og vand for mig. Han er støttende og hensynstagende ud over alle grænser.

3. Jeg elsker at rejse. Gerne til USA. Der har jeg været 4 gange og er ikke færdig med det land endnu. Jeg elsker at landet er så stort, jeg er vild med folkets mentalitet og så elsker jeg bare at shoppe der.. Er I klar over hvor mange dejlige og billige ting man kan få i USA? Næsten alle mine kreative materialer er købt der.. Vel at mærke, til næsten ingen penge. SKØNT.

4. Jeg er vild med tasker. Har uden tvivl alt for mange. Når jeg nu fortæller at jeg i julen 2009 fik hele tre tasker i julegave, ja så lyver jeg IKKE. Kan ikke få nok..

5. Jeg elsker at sætte spor. Hvad mener jeg så egentlig med det? For mig er det vigtigt at gøre en forskel. Det kan være i menneskers liv, på det følelsmæssige plan. Det kan også være i form af praktisk hjælp til andre, som af en eller anden grund, ikke selv er i stand til at udfære opgaven. Sidst men ikke mindst, kan det være i forbindelse med min passion for det kreative. Jeg elsker at skabe noget med mine hænder eller blot at skabe noget i form af nytænkning. Deler det gerne med andre, så de kan få glæde af det.

6. Jeg elsker at lege indretningsarkitekt. Bilder mig selv ind, at det lige er mig. Ved I hvad? Det hygger jeg mig med.

7. Jeg må nok afslutte denne række af indrømmelser, hvis det skal være helt rigtigt, med ordene: Jeg kan lide at have kontrol. Helst over mig selv og mit, men overblik og struktur er nok kendetegn for mig.

Nu skal jeg så give denne Award videre til 7 andre spændende og ikke mindst KREATIVE bloggere. Det gør jeg med glæde. Egentlig kunne jeg godt give til mange af de dejlige kvinder som allerede har modtaget af mange andre.. Jeg vil forsøge at undgå dette, men jeg lover ikke noget.

  1. Den første Award skal gå til Nathalie med bloggen: The Amazing Blog og the Evensen Family. Det skal den af flere grunde. For det første er Nathalie den som hjælp mig i gang med at lave min blog. Hun har trofast hjulpet mig til at lære denne blog verden at kende. Nathalie skal også have denne Award fordi hun har en dejlig blog, som får smilet frem på mine læber, når hun med ironi og humor beskriver både sig selv og sin familie. Nathalie er en meget kreativ pige, det er ikke en blog, som består af kreative projekter, men når hun lægger sådanne ting ud, for det gør hun, med mellemrum, ja så er det bare så flot, det hun laver.
  2. Den anden Award skal gå til Lisbeth med bloggen: Kolorista. Af den simple grund at jeg i spænding følger med i det hun laver af kreative idéer. Hun er idérig, og fortæller sin historie med et glimt i "øjet". Tak for det. Jeg ved ikke om hun nogensinde ser at jeg har givet hende denne Award, men for mig, fortjener hun den.
  3. Denne gang går Awarden til Marengses Verden. Hun har lavet en blog, som er en skøn blanding af alt hvad vi bloggere ikke kan leve uden ;o) Jeg syntes den er skøn.
  4. Her går Awarden til: Tulipaner og Tomater. Hvis I ikke allerede kender den blog eller hjemmeside, så tjek den ud. Jeg skal eje en af de mest fantastiske tasker, som man kan se der. Har allerede forelsket mig i en, med det mest vidunderlige broderi.
  5. Jeg giver også en Award til Meisolle. Den blog er da helt fantastisk. Hun laver nogle dukker som man slet ikke kan forestille sig. De har personlighed og kant. Jeg syntes der er dejlige og personlige. Det er nu ikke det eneste som er på bloggen. Den er et kik værdig.
  6. Her kommer den så... Awarden til en som jeg tror har fået den af en anden, tidligere. Dem kunne jeg ellers give mange af. Men Mette skal have en af mig. Jeg er blevet inspireret og føler jo jeg kender hende;o) Mette har bloggen: Faster Mette. Hun deler ud af sig selv og det liv hun lever med familien. Jeg har lært nye ting gennem Mettes blog, og glæder mig til, at lære flere fremover.
  7. Jeg må give den sidste til Lis. Der er sikkert mange andre som har givet Denne Award til hende. Men jeg må... Hun har taget mig med ind i et liv med børn, kreativitet, følelser og ikke mindst store tanker. Jeg er forgabt.

Der er ingen tvivl om at der er mange andre som jeg også kunne få lyst til at give denne Award til, men jeg skulle vælge 7. Hermed gjort. Ikke nemt.

Der er jo ingen tvang, forbundet med denne Award. Så har man ikke lyst til at modtage den, så lader man da bare være med det.. Men jeg havde. Tak mange gange til Randi. Du ville absolut ha været en af dem som jeg også gerne ville vælge, men en anden kom først...

søndag den 17. januar 2010

Stumpwork af Birgit Bendtsen


I mit tidligere indlæg viste jeg nogle billeder af et af Birgits flotte broderier. Hun har lagt en del ud, på Facebook. Her vil jeg dog lige dele et mere med jer. Det er da bare så flot.
Ord er overflødige. Broderiet taler for sig selv. Nyd det.

Broderi i 3D Af Birgit Bendtsen


Man tror det simpelthen ikke. Alt på disse billeder er broderet.. Ja hun er en:
Talentfuld Kvinde, og jeg kender hende ;o)
Jeg har set en del, men bliver hver gang overrasket over hvor fantastisk hendes broderier er. Tænk sig, hvor mange sting der er i sådan et broderi. Korssting beskæftiger hun sig ikke med, men denne teknik, som hedder "Stumpwork" som får broderierne til at strutte af liv.
Desværre er billederne ikke helt så gode som man kunne ønske, for at gøre det store arbejde hyldest, men tro mig når jeg siger: Det er så utroligt flot..
Hvem der havde det talent, og ikke mindst tålmodighed til at gå i gang med noget så omfattende. Jeg håber på, en dag at kunne vise nogle flere af Birgits broderier, for de er et kik værd..

Sikke en fest


Sikken fest vi har haft, nu i ...... Går.

33 kvinder samlet til et overdådigt ta selv bord. Masser af dejlige tærter, brød, fløderødbeder og m.m. Derefter et kagebord ud over det sædvanlige. Så bliver det vist ikke bedre.

Nå jo, det gjorde det. Der var så mange dejlige mennesker samlet. Alle som var med, havde en STOR plads i Rikkes liv, og det var en fornøjelse at være en del af..

Vanessa havde lavet den to etage høje chokoladekage. Den smagte som en drøm. Fuldstændig som alt det andet, der blev serveret i går. Tak for en dejlig fest.

Jeg tror godt I kender det. En fest som man sent glemmer. Bare fordi der var en dejlig afslappet stemning, og gæsterne følte at der var hygget om dem. Den slags fest, man selv drømmer om at holde.

lørdag den 16. januar 2010

Afsløringen af maleri til 40 års fødselsdag.

En af mine dejlige veninder har lige holdt 40 års fødselsdag. En dejlig fest med 33 fantastiske kvinder, som bare skulle hygge sammen.. og det gjorde vi..
Men Rikke skulle jo også have gaver. Sikke dejlige gaver.
Hvad ønsker du, Rikke? Kom jeg til at spørge. Gør det da aldrig mere. Før næste gang :o)
"Jeg ønsker mig et maleri, som du selv har malet." Et ret så beskedent ønske. Hvis det da lige var fordi jeg havde prøvet at lave et maleri før. DET HAR JEG IKKE.
Fordi Rikke er den hun er, ville jeg jo gerne opfylde hendes ønske, så jeg ringede til en livline. Nathja Bartholomæussen, som er en meget dygtig pige, som maler de mest fantastiske malerier. Desværre har hun ikke en blog eller hjemmeside som jeg kan henvise til.
Hun er så dejlig, og ville gerne hjælpe. Hun fik mig lært hvordan hun blander farverne på lærredet, hun viste mig forskellige teknikker. Hun blev og stod mig bi, da processen blev drivende våd af angstens sved.. Hvor er det bare svært.

Her er så resultatet, af det stor slid. Jeg gør det aldrig mere. Hvornår stopper man? Hvordan sikrer man, at det ikke kommer til at ligne noget børn har lavet? osv. osv.
Er ikke sikker på at jeg nogensinde lærte det, men Rikke blev glad for maleriet, måske fordi jeg havde malet det, og er det grunden så er det også ok. For glad skal hun da være. For hun er en helt fantastisk dejlig pige...

Her er billedet i fuld størrelse. Det måler: 70*140 cm.

fredag den 15. januar 2010

2 Give away. On the way! Til et sted i Danmark.

Hjertelig tillykke til Søhesten... Du er vinderen af det brune armbånd. Håber du kan bruge denne farve.




Hjertelig tillykke. Tusindfyd du er vinderen af det røde armbånd. Håber det kan bruges.

Til Jer begge vil jeg sige at I gerne må skrive Jeres adresse til mig.

Hvis I samtidig skriver størrelsen på Jeres håndled, så kan jeg være sikker på I kan passe armbåndet... tak ;o)
Så vil jeg sende Jeres armbånd så hurtigt det er mig muligt...
Bare ikke i dag, jeg er et frø, og sidder her med ondt i maven. Sådan en stakkel.. Har i dag fået piller mod mavesår.. Ja, jeg fortæller ikke dette fordi jeg skal pyldres over, men for at forklare at pakkerne ikke bliver sendt i dag. Håber på bedring til i morgen...

Indtil da, så rigtig god weekend til alle de, som er velsignet med et godt helbred, og god bedring til alle de stakler som jeg...

søndag den 10. januar 2010

Får eller Morfar?

Nu sidder jeg så her, og er lige så træt som et helt alderdomshjem. Det er ikke fordi, jeg ikke har forsøgt at ta en "morfar", for åbent vindue, en varm kornpude i sengen og med et kæmpe tæppe over dynen.. Lige som jeg elsker det, men kunne jeg sove? Nej.. Det lykkedes ikke for mig i dag, så jeg har siddet her i min elskede sofa, og set på indersiden af mine øjnlåg, ja, for jeg sov jo ikke.........
Nu varer det så ikke så lang tid, inden jeg skal gøre forsøget igen... Lad mig sige det sådan; "Jeg håber det vil gå bedre denne gang." Der er jo ikke noget værre end at ligge der og tælle FÅR.
Man kan vende og dreje sig, planlægge de næste dage om og om igen.. for blot at høre sig selv sukke så højt, at ens søde mand, spørger sødt, om ikke det var bedre, så at stå op igen.. Men nej. Det er jo ikke bedre, hvem skal så høre, at man lider og ligger lige der og sukker?..... Det skal du jo, Honey :o) Så jeg bliver da liggende her hos dig.. Det er så hyggeligt.. Ik´os?
Billedet er fra en søndagstur ud i det blå. Vi så disse får. Der er nu noget over Får. De er bløde og så har de en helt fantastisk facon. Jeg elsker Får. Ja når ikke jeg skal tælle dem, istedet for at SOVE.
Nu må I alle sove godt, drømme sødt, og forhåbentlig stå op til en ny dag i morgen med nye velsignelser og oplevelser.

lørdag den 9. januar 2010

Nøglering

Nu er det tid til igen at vise noget frem som andre kan. Denne gang er det en nøglering. Vi kender dem alle, og de koster en formue. Jeg er imponeret over at hun kan, den dygtige Annette Evensen. Det hun sætter sig for, det bliver. Jeg glæder mig til den jeg skal ha om halsen er færdig ;o)

Hvad bliver det mon til?

At få idéer fra andre, er jo sagen. Det værste er bare når det så ender med noget helt andet end det man troede...

Det gælder nok også dette projekt.
Pludselig en dag, fik jeg en besked fra Roalds, Moster Gitte. Hun havde set en pige, i Toys R Us, med et hæklet halstørklæde, som var så flot, at hun måtte stoppe dem for at spørge og røre... Sandheden er at dette halstørklæde overhovedet IKKE kommer til at ligne, for Moster Gitte har såmænd tegnet det for mig, og så dygtig viste det sig, at jeg ikke er.. Men så blev jeg jo inspireret til dette tørklæde.. Så lad os se, om det bliver sødt...
Siger man ikke: "Nød lærer nøgen kvinde at spinde"? Når man nu har erfaret at man ikke er en erfaren hækler, og derfor ikke kan ret meget andet end disse blomster, nogle svampe og oldemorsfirkanter, ja så er der ikke andet at gøre end at bruge disse tre teknikker til alt det jeg hækler ;o)

Jeg er fuld af beundring når jeg ser det andre kan hækle. Mine søstre kan jo hækle, stort set det de lyster. Den egenskab er jeg ikke velsignet med.

torsdag den 7. januar 2010

Give away....


Dette røde KNAPARMBÅND og det brune vil blive udloddet som Give away når jeg en dag, om føje år, måske når de 35 faste læsere. Fandt disse dejlige knapper i mine gemmer. Jeg tror der blandt mine faste læsere er nogle dejlige kvinder som bruger disse farver, jeg gør ikke...

Knaparmbånd. Statshemmelighed :o)

Tidligere har jeg fortalt at jeg er KNAPOMAN, og jeg er stolt af det :o) Disse knapper kan jo ikke bare ligge der og grine af mig. Har set på nettet, at en kreativ dame i USA lavede de mest fantastiske armbånd af knapper. Det skulle prøves. Her er et i brune farver. Ja næsten et skær af kobber. Kameraet gør ikke farverne retfærdighed. Desværre. Har lavet knaparmbånd i mange forskellige farver, hvis tiden og lysten kommer over mig, vil jeg lægge billeder ud af mit udvalg. Mange af dem har jeg brugt som gaver, men gemt billeder af dem.

Pileflet


Jeg er bidt af pileflet. Indrømmer med det samme at jeg IKKE kan pileflette. Bare jeg kunne, men må sande at man ikke kan lære alt. Har prøvet, og den skål, jeg har forsøgt mig med, havde slagside, så har jeg ikke sagt for meget. Det var ikke Birgittes skyld, en dejlig forældre, som tilbød at lære os alle på mit arbejde, at pileflette. Vi fik alle lavet en flettet skål, eller fad. Vi havde også alle meget ondt i både lår og fingre bagefter. En ting som jeg stadig har liggende fra min karriere som PILEFLETTER, er dette lille træ. Det er da sødt. Dem har jeg lavet nogle stykker af, sat brochenål bag på, og bruger dem som broche.

tirsdag den 5. januar 2010

Hjemmelavede knapper

Her er de så.. En ny sending hjemmelavede knapper. Mit næste projekt er knapper af et gammelt broderi jeg har liggende. Denne gang blev det dog til disse søde knapper. Jeg har lavet nogle af dem til hårspænder. De er rigtig søde i håret på en frisk pige. Jeg var så heldig at låne mig til en proff knappemaskine. Den er jo uundværlig når sådan et projekt sætter fra land. Denne gang blev det til 100 knapper. Skulle jeg sidde og hamre dem alle, så opgav jeg nok forlængst.

Disse knapper er fantastiske til:
  • hårelastikker
  • hårspænder
  • brocher
  • pynt på hatte
  • pynt på tasker
  • pynt på strikketrøjer
  • og naturligvis som knapper på en trøje som lige trænger til PRIKKEN over I´et...

Kun fantasien sætter grænser.. Forsøg Jer frem, og så god fornøjelse...

SNE, SNE OG MERE SNE

Danmark er ramt. Dvs. Aalborg er meget ramt. Idag måtte jeg tage hjem før tid, blot for at være sikker på at kunne komme hjem. Igår var jeg igang med at drømme om forår, idag må jeg sande at det ikke er lige om hjørnet. Eftermiddagen er gået med at tage billeder fra haven. Hvid er ordet. Børn og voksne sidder forhåbentlig med varm kakao og hygger med at kikke ud... Jeg gør. Men det kan resten af dagen jo ikke gå med, så jeg tror jeg vil lave nogle beslåede knapper. Dem ser I mere til senere...
Mon vi skal på arbejde i morgen? JA MAN HAR VEL LOV TIL AT DRØMME. Bare se, hvor godt det gik med det igår..

mandag den 4. januar 2010

Drømmen om forår, og en lille prøve :o)


Egentlig elsker jeg jo sne, og mener virkelig ikke at vi kan tillade os at klage, men har vi ikke snart fået nok? Her sidder jeg og fik kørekort den 21 dec, og syntes ikke at der er sjovt at der bliver ved og ved og ved.... Lige i dag kom jeg til at drømme om min have om foråret. Der er lang tid til, ved det godt... Og så skulle jeg jo lige prøve et, for mig, nyt billedbehandlingsprogram, ved navn PhotoScape. Det er da genialt.. og måtte da lige prøve det... Hermed gjort...

lørdag den 2. januar 2010

Har leget med cykelslanger













Har lavet armbånd af cykelslange. To med glasperler et med en perle af filt. Et sjovt materiale at arbejde med. Har også gang i en kurv. Når den er færdig vil jeg naturligvis også dele den med mine læsere.
















Knapøreringe



Her er lidt af det som jeg har lavet af mine mange KNAPPER. Jeg har jo bekendt at jeg elsker knapper men ikke bare for at samle.. Søger hele tiden efter idéer til, nye produktioner. Disse øreringe er sat i sølvringe fra Panduo. Det billigste sted at købe dem..

Øreringe som disse kræver kun et sæt sølvringe, man skifter bare knapperne ud, så de passer til garderoben. SMART..

Håber andre kan bruge idéen...

Hjælp ! ! ! !

Ja.. der er da grænser for, hvor meget man gider at blive ved.... Jeg troede jeg havde skudt papegøjen, da jeg fik dette uldgarn. NOT. Min plan var at jeg ville hækle nogle små skåle som jeg ville forsøge at filte i maskinen. Kunne dette ikke lade sig gøre, ville jeg blot lade dem være, hæklede. Jeg havde masser af planer med det garn.

Jeg kan ikke hækle med det.... Hvad gør jeg mon forkert? Jeg er begyndt på en lille skål, nok 8 gange, næsten uden at blive sur :o/

Det samme sker, hver gang, skålen begynder at bøje før jeg overhovedet kommer så langt at jeg skal op ad siderne.. Det er da frustrerende

Forandring fryder.

Ja jeg kæmper stadig med den julegave, som ikke nåede at blive færdig. Jeg er ved at hækle et lilla tæppe. Nu er det ved at blive så stort at det er noget, tungt at løfte rundt med, i sofaen. Det er ensfarvet, og knapt så spændende som da jeg begyndte med projektet... så jeg må indrømme at jeg indimellem SNYDER. Ja jeg kan godt finde på at snuppe en anden lille ting at hygge mig med. Ofte noget, som ser ud til at blive færdig inden for nærmere fremtid. Det sætter jeg nemlig pris på :o)
Så jeg er lige ved at hækle et par røde grydelapper. Dem forventer jeg at se færdig, før jeg bliver gammel og grå.

fredag den 1. januar 2010

Nytårsaften

Elsker en god nytårsaften. Gerne god mad, godt selskab og god stemning. Dog er der også begrænsninger for mig i forhold til nytåret.. Jeg kunne ALDRIG finde på at bruge så meget som en 10 krone på fyrværkeri. Tænker hvert år, på hvad verden ikke kunne få ud af alle de penge, som ryger lige op i himlen...

Når det så er sagt, så må jeg da også indrømme at de to første raketter er flotte, og så er jeg mættet. Er jeg mon enestående, hvad det angår. Jeg har i hvertfald ikke mange artsfæller. Det ses tydeligt når man kikker på himlen ved 24 tiden.

Nå man kan jo nok ikke frelse verden ved ikke at "fejre" nytåret, så lad os nyde de raketter som man nåede at se i Aalborg før tågen tog over..
Igen ønsker jeg ALLE et velsignet godt 2010. Tak for alt i det gamle

uha vi har fået frost..










Syntes det er så smukt. Jeg elsker både synet af et sne og frostdækket landskab, men også lyden af fodspor i sneen når der er frost. Lyden af en stille sagte knirken under fødderne... Charmen ved den sammenfrosne næse når man trækker vejret. Danmark er smukt og jeg nyder det...